Lov og tilladelser
Hovedloven på området er lov om begravelse og ligbrænding (LBK nr. 766 af 12.06.2023). Selve flytningen er reguleret i bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde (BEK nr. 1813 af 29.12.2025), § 25.
Mange kirkegårde i Danmark hører under folkekirken, og bekendtgørelsen med § 25 gælder netop for dem. I større byer som København findes også kommunale kirkegårde med egen vedtægt. Her afklarer vi proceduren med kirkegårdens administration.
Flytning af urne
Kirkegårdsbestyrelsen kan tillade flytning af nedgravede askeurner (§ 25, stk. 2). Der er ingen særlige sundhedsmæssige forhold at iagttage, fordi det drejer sig om aske.
Ifølge vejledningen fra 2008 bør der som udgangspunkt gives tilladelse:
- hvis afdødes ønske om begravelsessted ikke blev fulgt, selv om det havde været muligt;
- hvis urnen ved en fejltagelse er nedsat i et forkert gravsted.
I andre tilfælde er der mere tilbageholdenhed. Men vejledningen siger direkte, at det kan være rimeligt at imødekomme et ønske om flytning, hvis de nærmeste pårørende har skiftet bopæl efter dødsfaldet og ønsker urnen tæt på den nye bopæl. For ukrainere, der vender hjem eller allerede bor i Ukraine, er det det vigtigste argument. Kirkegården ser også på, hvor lang tid der er gået, og om urnen har været flyttet før. Der kan gives tilladelse, selv om urnen helt eller delvis er gået til grunde.
Et afslag skal begrundes. På en folkekirkelig kirkegård kan det påklages til provstiudvalget inden en måned efter, at man har fået kendskab til afgørelsen (bekendtgørelsens § 46). Ved en kommunal kirkegård afklarer vi klagevejen med den lokale myndighed.
Vær opmærksom: Er asken nedsat uden urne, skriver alle dispositionsberettigede i København under på, at asken ikke senere kan kræves flyttet (vedtægt for Københavns kirkegårde, § 11).
Flytning af kiste (ligflytning)
Her er reglen streng. »Ligflytning kan kun finde sted i ganske særlige tilfælde med biskoppens tilladelse efter indhentet erklæring fra sundhedsmyndighederne« (§ 25, stk. 1). Afgørelsen træffes af biskoppen. Kirkegården kan oplyse, hvilket stift ansøgningen skal sendes til.
Vejledningen nævner som eksempler, at afdøde ved en fejltagelse er begravet i det pågældende gravsted, eller at retten til gravstedet ikke kan fornyes. Ændret bopæl eller nye dødsfald i familien bør normalt ikke tages i betragtning. Ærligt talt: Ingen kan garantere en tilladelse.
For udlændinge er der en detalje mere. Vejledningen nævner flygtninge særskilt: Ved begravelsen kan familien ønske en forhåndsgaranti om, at liget senere kan flyttes til en grav i hjemlandet, når forholdene gør det muligt. Over for et sådant ønske bør der ifølge vejledningen udvises åbenhed. Har familien i sin tid fået en sådan tilkendegivelse, så find dokumentet frem.
Erklæringen fra sundhedsmyndighederne indhentes først, når biskoppen finder grund til at imødekomme ansøgningen. Biskoppens afgørelse kan indbringes for By-, Land- og Kirkeministeriet, også inden en måned (§ 46, stk. 3 og 4).
Hvor lang tid tager det
Loven fastsætter ingen sagsbehandlingstid. En urne går som regel hurtigere og nemmere. Ved en kiste afhænger det af biskoppen, sundhedsmyndighedernes erklæring og kirkegårdens planlægning. Vi lover ingen konkrete datoer, før vi kender kirkegården og dokumenterne.